Fem råd til god og billig mad
Har du styr på hvordan du laver en god, sund og super lækker mad, uden at skulle bruge en formue?
Her er fem tips - til lækker mad på budget, givet af lærer Anne Marie Fogh Larsen fra Suhrs Madakademiet til TV2.
1. Tænk frem i tiden.
Planlæg og lav en madplan til den næste uge.
Stil dig selv spørgsmålene: Hvornår spiser jeg hjemme? Hvornår spiser jeg ude? Hvor mange spiser med?
Man kan sagtens lave store portioner af gode råvarer og så leve af lækre rester i et par dage.
2. Vend indkøbslisten på hovedet
Istedet for at fokusere på kødet og planlægge menuen udfra det, så prøv at tage udgangspunkt i det grove og det grønne. En god grøntsagslasagne kunne fx være en mulighed, istedet for den klassiske med hakket kød. Lav nogle gode 'grøntsagsdage' med masser af lækkert grønt, og prioriter så at købe noget lækkert kød som en god kylling eller en ordentlig bøf, når du en gang imellem køber kød.
3. Spis sæsonen
Væn dig til at spise sæsonens råvarer, på den måde spiser du automatisk både varieret og billigt.
4. Køb det du har brug for og brug det du har købt.
Undgå impulsivitet og indkøb af madvarer du kun bruger en enkelt gang. Lav fx temauger, hvor du laver italiensk, asiatisk eller noget tredje en hel uge i træk, på den måde kan du let genbruge råvarer, krydderier m.m.
Lad dig ikke tyranissere af opskrifter, men overvej om ikke du har noget i køleskabet du kan flette ind i en ret, eller om det er muligt at udskifte nogle ingredienser du ikke har med nogen du har i forvejen.
5. Lær at lave mad
Ofte er det ikke sjovt at gå i køkkenet, hvis ikke vi kan finde ud af at lave mad. Hvis du ved, hvordan du laver forskellig slags mad, og kan forskellige slags teknikker, kan du udnytte din mad og dine råvarer bedre.
Læs hele artiklen om lækker mad på budget - her.
Gode opskrifter på let og billig mad:
Cremet grøntsagssuppe
Lækker og billig banankage
Nasi Goreng - stegte ris med kød og grøntsager
Shawarma med råkost
Lækre klatkager på rester af grød
Skrevet i Tips om mad den 08. Nov 2011

Kommentarer