Aftenkurser

Gennem FOF tilbyder højskolen Madakademiet en række madkurser. Her får du både inspiration til de daglige måltider og til de mere festlige af slagsen. Der bliver lagt vægt på enkel, velsmagende mad og det gode måltid og givet tid til alt fra den indledende præsentation og metode til selve madlavningen og det efterfølgende måltid, som vi nyder sammen. Du kan se en oversigt over kurserne på FOFs hjemmeside.

Alle kurserne foregår på Madakademiet, som har adresse fem minutters gang fra Nørreport station. Hvis porten er låst, skal du anvende dørtelefonen til højre for porten. Det er lærerne på Madakademiet, der foretager undervisningen, som foregår i moderne og funktionelle undervisningslokaler. Kurserne kræver ingen særlige forudsætninger. Du skal blot selv medbringe forklæde og evt. egne drikkevarer.

Tilmelding hos FOF
Tilmelding til madkurserne sker direkte hos FOF via linket under kursusbeskrivelserne eller på tlf: 45960100. Har du spørgsmål vedrørende kurserne, er du også velkommen til at kontakte os på Madakademiet.

Kurser foråret 2012:

Emilia-Romagnas køkken: D. 23. februar 2012 kl. 16.30: Andrea Casciotta er Madakademiets italienskfødte rejseleder, der arrangerer vores kulinariske rejser til Italien på hvert kursus. Denne aften inviterer han indenfor til et kursus i lokal italiensk madlavning, med afsæt i regionen Emilia-Romagna.

God gæstemad - Let at lave: D. 08. marts 2012, kl.16.30: Lær hvordan du forkæler dine gæster, og alligevel sidder roligt og afslappet med ved bordet! Kogebogsforfatter og højskolelærer Kirsten Høgh Fogt tager fat i den nemme og lækre, sæsonbaserede gæstemenu. Det er spirende forår og derfor tilbereder vi de første, spæde grønsager og urter, så de passer til fisk eller kød. Vi går bag om alle de detaljer som gør, at en aften bliver vellykket for såvel gæst som vært.

Madværksted for børn og voksne: D. 11. marts 2012 l. 11.30: Brug en søndag med børn eller børnebørn (fra 8 år) og oplev ånden i de traditionsrige bygninger, den gode stemning og det bedste fra det danske køkken. Sammen med skolens undervisere skal vi lave enkle, gode og festlige retter. Vi skal skære, hakke og snitte, ælte, bage og stege. Når maden er klar og køkkenet ryddeligt går vi til bords. Opvasken efter middagen har vi betalt os fra.

Når smagen er sagen: D. 21. marts 2012, kl. 16.30: Her handler det om at smage til og smage forskel. Der smages til ikke bare med salt og peber, men også med surt, sødt og bittert. Lars Sonne-Hansen – forstander på Madakademiet – gennemgår sanseapparatet i relation til smagsoplevelser og præsenterer sin egen »tilsmagningsbakke« og en række fif til at opnå den ypperste velsmag.