Værdigrundlag

På Højskolen Suhrs Madakademiet lægger vi vægt på omsorg for og æstetik i hverdagslivet. Vi vil tage medansvar og drage omsorg for det liv, der udfolder sig i vores hverdag.

Det kræver indsigt, kreativitet, indlevelse og faglig kunnen. I vores undervisning og samvær vil vi udvikle disse værdier gennem førstehåndsoplevelser, praktiske gøremål, samtale og de fælles måltider.

Æstetik ser vi som en måde at opfatte verden på ud fra personlige skønhedsidealer, og en måde at lade sig påvirke på, så verden kan fortolkes og udtrykkes ud fra egne sanselige oplevelser.

Vi mener, at omsorg for hverdagslivet sammentænker den enkeltes sundhed, deltagelsen i husholdningens praktiske gøremål, medansvar for miljø og engagement i kultur.